considering..

Hvis jeg nu skal være hudløs ærlig, så ved jeg virkelig ikke hvad jeg vil. Ved jeg? Nej, det ved jeg ikke. Sikker? Ja, hundrede.. Og dog? Jeg burde vide det. Lytte til mig selv? Men jeg kan ikke. Kan jeg? Skal jeg? Ja, det skal jeg? Men jeg ved jeg ikke kan. 

– der foregår så mange frustrerende ting i mit liv i øjeblikket, den eneste stabile og som jeg virkelig tror på er Patrick! Jeg vil så mange ting, og så alligevel ikke.. Jeg har snakket hundredevis af gange med min studievejleder, og skal snakke med psykolog, min kæreste er lige så fortvivlet, og jeg fylder ham med mine frustrationer *Klask over hænderne Julie, det må du ik’*….. jeg har lyst til at gå til kommunen og spørge om hjælp. jeg ved det virkelig ikke! 

Hvis jeg nu skal prøve at uddybe for jer, hvad jeg egentlig ikke ved, så er det at jeg overvejer at tage et sabbat år, fra gymnasiet – når 1.g er overstået. Mange (Læs: ALLE) fraråder mig det, og fortæller mig at jeg aldrig vil vende tilbage, men jeg tror på mig selv – på det punkt. og jeg tror jeg kommer stærkt tilbage! min studievejleder anbefaler mig at tage et år til udlandet, eller skifte gymnasium. men jeg vil ikke skifte gymnasium, jeg vil blive hvor jg er men alligevel vil jeg væk. min studievejleder sagde tl mig at jeg brude finde mig et nyt friskt pust, og jeg har 3 ting jeg tror vil være et frisk pust for mig, 1. sabbat år 2. flytte hjemmefra 3. hemmelighed….. hvis det hele skal prioriteres sådan i 1. det vil jeg helst og 3 vil jeg mindst, men alligevel meget..

1. hemmelighed
2. flytte hjemmefra
3. sabbat år

jeg ved hvad jeg vil bruge mit sabbat år til, jeg vil arbejde. jeg vil arbejde som pædagog (under 18) i en sfo, en børnehave eller en vuggestue. – det skal være noget med børn. ikke noget med at sidde bag kassen i en fødevarerbutik 8 timer på en dag og gentagende gange sidde og sige “Hej. Ellers andet? Så skal jeg bede om *beløbet* tak. Skal du have bonen med? Hav en god dag” – det er virkelig ikke der jeg er i mit liv jeg kan skisme ikke bare sidde bag kassen en hel dag, og virke som om jeg bare er super glad for det, for det vil jeg ikke være! Men at møde på arbejde et par gange om ugen i en sfo, hvor børnene som noget af det første udbryder “Juuuuliiiiiiie! Carsten slog mig!” “Henrik driller!” “Josephine gider ikke lege med mig!” det er lige mig! Jeg elsker det, jeg elsker børn.. jeg vil gerne have børn.

Men alligevel, så ved jeg at min mor er alt, alt, alt for stolt over at jeg er på gymnasiet, for så er jeg den første der i vores familie har fået den røde hue på, og hvor vildt ville det ikke lige være?! Men at skulle sige til hende, at jeg ikke magter gymnasiet lige pt. det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til, jeg ved ikke hvordan hun vil reagere… Og jeg ved heller ikke om jeg kan sige farvel til min skønne klasse.. Jeg har to personer som inspirerer mig mht. det med at flytte/stoppe skole, den ene er en af mine bekendte, der lige akkurat er droppet ud af gymnasiet, fordi hun ville noget andet med sit liv, og den anden er min veninde Camilla, som flyttede til Sjælland fra Jylland, og startede på vores gymnasium, i min klasse, som efter to måneder flyttede tilbage til Jylland for at starte på Tønder Gymnasium, men som derefter valgte at flytte til Handelsskole.. WOW! Det er flot synes jeg.. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil…. jeg er så fustreret, og forvirret, og har slet ingen anelse om hvad jeg skal gøre af mig selv……